Forretningsbetingelser
Medmindre andet udtrykkeligt er aftalt, gælder nærværende forretningsbetingelser for enhver sag, som advokatfirmaet varetager.
Advokatfirmaet udøver advokatvirksomhed i overensstemmelse med de advokatetiske regler og retsplejelovens regler om advokater.
Modtagelse af sagen
Ved modtagelsen af sagen undersøger advokatfirmaet, at der ikke foreligger en interessekonflikt eller inhabilitet ved varetagelse af sagen. Såfremt vi konstaterer, at der foreligger en interessekonflikt eller inhabilitet, bistår vi med henvisning til anden advokat.
Honorar – straffesager
Det arbejde, din forsvarer udfører, vil skulle honoreres. Det er retten, der senest i forbindelse med sagens afslutning fastsætter størrelsen af dette honorar.
Såfremt du dømmes – helt eller delvis i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand – af retten, kan du blive pålagt at skulle betale forsvarersalæret. Dette afregnes efter domstolenes vejledende satser i straffesager beregnet ud fra forsvarerens tidsforbrug i sagen.
Domstolenes salærtakster kan findes her.
Salærtaksten er i øjeblikket 2.218,75 kr. inkl. moms.
Salæret afholdes i første omgang af statskassen.
Hvis du findes skyldig, bliver salæret efterfølgende opkrævet helt eller delvist hos dig af staten.
Salærsatserne er de samme, uanset hvilken advokat der er beskikket. Der kan om størrelse af disse og retningslinjer herfor henvises til afsnittet om vejledende salærtakster på Advokatsamfundets hjemmeside.
Du er meget velkommen til at spørge på vores kontor, hvis der er noget, du gerne vil have, at vi skal forklare nærmere.
Honorar – øvrige sager
Ved varetagelse af en sag er advokatfirmaet forpligtet til at informere om anslået honorar, herunder timesatsen for opgaven. Vores honorar fastsættes på grundlag af den til sagen medgåede tid, sagens kompleksitet, sagens økonomiske værdi og det med sagen forbundne ansvar og opnåede resultat.
Sagsrelaterede omkostninger og udlæg betales løbende af klienten under sagen. Klienten kan afkræves et a conto honorar. A conto honorar og sagsrelaterede omkostninger er klientmidler og behandles i overensstemmelse hermed.
Alle midler, som vores klienter betror os, forvaltes efter Advokatsamfundets regler for klientkonti og bliver indsat på en særskilt klientkonto.
Advokatfirmaets klientkonto er i Danske Bank, reg.nr. 3667, konto nr. 12682433.
IBAN NR. DK DK8730000012682433.
Advokatfirmaets cvr.nr. 1963 3047.
Tavshedspligt
Alle medarbejdere i advokatfirmaet er pålagt tavshedspligt uden tidsbegrænsning. Enhver oplysning, advokatfirmaet modtager i forbindelse med sagen, behandles som fortrolige oplysninger.
Ansvar
Advokatfirmaet har i overensstemmelse med de af Advokatsamfundet fastsatte regler herom en lovpligtig ansvarsforsikring og garantiordning hos CNA/Hardy, under policenr. FOR0026 . Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed udøvet af advokaterne, uanset hvor advokatvirksomheden udøves.
Advokatfirmaets rådgivning er målrettet til den konkrete sag, og advokatfirmaet påtager sig intet ansvar, hvis rådgivningen anvendes til andet formål uden advokatfirmaets udtrykkelige accept. Advokatfirmaet er alene ansvarlig over for klienten og alene for den rådgivning, der er ydet i forbindelse med den konkrete sag.
Advokatfirmaet er ikke ansvarlig for indirekte tab som f.eks. driftstab, mistet fortjeneste og goodwill.
Forsikringens maksimum er kr. 2.500.000 – omfattende samtlige advokater i overensstemmelse med advokatfirmaets ansvarsforsikring.
I tilfælde af en banks konkurs får indskyderne dækning i henhold til lov om garantiordning for indskydere og investorer. Garantiformuen dækker en berettiget indskyders midler op til et beløb svarende til 100.000 euro (ca. kr. 750.000,-). Dækningsmaksimummet gælder det samlede indskud i banken, selvom pengene står på forskellige konti, herunder på både klientbankkonti og egne konti.
Vi anvender ikke aftaleklausuler om lovvalg og/eller værneting. Vores advokater er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem og af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Herudover gælder de advokatetiske regler. De regler, der særligt gælder for udøvelse af advokaterhvervet, kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside.
Klager over advokaters salærer og adfærd behandles af Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K.
Yderligere oplysninger kan findes på nævnets hjemmeside.
Medlemskab af Advokatsamfundet
Advokatfirmaet er medlem af Advokatsamfundet, og alle advokater er beskikkede af det danske justitsministerium.
Advokatfirmaet er underlagt Advokatrådets generelle regler om klager.